Takket være et stort vulkanudbrud i det nordøstlige Kina blev der fundet en to meter høj dinosaur i perfekt tilstand indkapslet i kalksten, og fundet afslører, at den havde både vinger og fjer.

Zhenyuanlong er 125 millioner år gammel, og den er en forfader til den noget mindre Velociraptor, som er kendt fra Jurassic Park-filmene – hvor de dog har gjort dinosauren meget større og fjernet fjerene. Men hverken Zhenyuanlong eller Velociraptor kunne flyve til trods for deres vingelignende arme og fjer.

Fund viser altså, at store dinoer mistede evnen til at flyve og gennem evolutionen har vi set eksempler på mange fugle, der har mistet evnen til netop dette. Herunder pingviner, strudse, samt den uddøde dronte.

Hvad skal en dinosaur med vinger og fjer, hvis den ikke kan flyve?

Hvad skal de frie skoler med friheden, hvis vi ikke bruger den?

Vi bevæger os i stadig højere grad mod et kompetencesamfund. I dag er det vigtigste tilsyneladende, at vi er kompetente. Det er ikke længere et spørgsmål om at kunne tale med om Shakespeare, men hvad vi kan bruge Shakespeare til, og det er der i og for sig ikke noget galt i. Problemet opstår, når vi ikke længere kan Shakespeare. Når vi ved, hvad vi kan bruge det til, men ikke ved, hvad det er.

Vi er blevet mindre faglige og faktisk mindre kompetente, fordi handlesiden er blevet til kopiering og systemtilpasning og ikke konstruktion eller bedre “skabelse” i mulighedernes rum. Frirummet er blevet besat og lukket af en på forhånd vedtaget viden og legalisering af tilpassede handlinger uden eksperimentet og den frie skabelse som basis.

Det betyder i følge lektor i pædagogisk filosofi Thomas Åstrup Rømer, at der bl.a. er opstået den slags læring, som kunne kaldes for “2xV” eller “De to V’er”:
1. Vufferlæring – det er skolereformens ”duracell-kaniner”, også kaldet for ”ja-hatten”.
2. Vovselæring – det er læring i magtens ”tegn”. Kommer der et nyt magtfuldt tegn, ”løber” man derhen. Derfor nedtones indhold, og man skal i stedet have ”løbe”-kompetencer.
Og han fortsætter; Hvad er “konkurrencestatens pædagogik”? Det er let at svare på: Det er betegnelsen for en ombytning af mål og formål. Dvs. at formålet bliver en teknik til at indfri et mål med helt andre formål. Et eksempel på ombytningen? Jo, at kundskaber reduceres til listescorer i tekniske færdigheder, så man kan score på en rangliste og tiltrække arbejdspladser. Så er “kundskaber” ikke mere et formål, men blot et middel til et mål med andre formål.

Der findes i dette lys ikke noget fælles, ingen egentlig samtale, ingen fag, ingen kultur, intet fællesskab, ingen fornuft, ingen historie, ingen kærlighed, ingen frihed, ingen skønhed, ingen skabelse. Ingenting. Kun systemer og metoder. Fra pædagogik til didaktik, evidens og metode. Fra fællesskab til funktion. Fra pædagogik til metode uden tænkning og etik.

Skole og uddannelse sigter derfor ikke længere mod at bidrage til den menneskelige person, der lever og lider, tvivler og tror, kæmper og fester, fødes og dør i det liv, der ikke leves af sig selv – menneskelivet – men i stadig højere grad sigter skole og uddannelse mod tilpasningsdygtige individer.

Vil vi i efterskolerne i fremtiden offentligt og fælles vedkende os vores samfundsmæssige opgave og ansvar – eller vil vi stiltiende overlade det til staten og samfundet at fortsætte en kurs, hvor intet peger på, at målet er et stadig mere humant og demokratisk samfund?

Stillet over for konkurrencestatens forestilling om økonomisk sammenhængskraft som det eneste, “der virkelig virker” må vi som efterskoler vende vores frihed på hovedet for at vende rigtigt: Vi må offensivt og offentligt insistere på, at staten, uden efterskolernes almene dannelses- og formidlingskraft, ikke længere kan være en human og demokratisk stat.

Derfor bygger vores deltagelse i 9.klassesprojektet på lysten til, muligheden for og nødvendigheden af at bruge vores frihed til at insistere på at ville en forskel. Vores 9.klassesprojekt er et skoleprojekt for alle skolens elever. Vi har i dag valgt at fremhæve:

Skema med fleksibilitet, perioder m.v. – fokus på læringsforudsætninger og udnyttelse af alle ressourcer og ideer. Derfor er der indkøbt et nyt skemaprogram, der giver mulighed for hurtigt at ændre skemaet og samtidig have styr på timetallet.
9. + 10. klasse som blandede hold, herunder niveaudeling – fokus på kundskaber fremfor alder, faglig bevidstgørelse, fokus på det, der samler og fagmål, der kombineres ubesværet
Læringstregen – redskabet er især brugbart til at synliggøre elevernes læringsprogression; fagligt, socialt og kreativt, men kan også bruges som et redskab til at arbejde med synlige læringsmål og elevernes selvevaluering.

Fællesskab, nye fag og udvalg – bæredygtige fællesskaber og mere given sig hen

Vejledning – efter efterskolevejledning

Mobil/iPad politik – fokus på “at kigge op” – nærvær og tilstedeværelse

Vi ønsker med projektet at skabe maksimal udnyttelse af lærerressourcerne. Vi ønsker at have fokus på kundskaber, og vi ønsker at eleverne skal have et overblik over den læringsproces, som de er en del af.

Vores succeskriterie for projektet er at måle og mærke energien blandt eleverne; indsatsen, progressionen, refleksionsniveauet, troen på egne evner, selvtillid, selvforståelse, ansvarlighed, nærvær og tilstedeværelse.

Blandt skolens personale handler det om at have stor fokus på at definere læring og samtidig diskutere undervisning, pædagogik og ikke mindst dannelse. Filosoffen Peter Kemp kritiserer med rette reformerne af læreruddannelsen og folkeskolen. De er i følge ham et udtryk for halvdannelse; en dannelse med et ensidigt fokus på den enkeltes kompetencer uden blik for at engagere eleverne til social ansvarlighed.

Ifølge Peter Kemp, er dannelsesbegrebet – som oprindeligt også rummede et humanitært aspekt – i dag reduceret til kompetencer, det vil sige det, at den enkelte kan læse, skrive og regne. Den oprindelige forståelse af dannelse, som udgjordes af, at eleverne skulle dannes til borgere, og som havde et socialt og etisk formål, er i disse år ved at forsvinde.

På Faaborgegnens Efterskole har det samtidig med de tidligere nævnte områder også været vigtigt at igangsætte efter- og videreuddannelse og skabe rum for netop hele tiden at kunne og turde spørge hinanden om, hvor retningen er og hvor professionelle vi i grunden er?

I skolereformens skygge og i den flydende modernitet med 12 tals piger og drenge og en generation af unge, der oplever et øget kravskompleks – lige der skal vi forsøge at skabe det fælles – sammen – skabe samtaler, fag, kultur, fællesskab, fornuft, historie, kærlighed, frihed, skønhed, skabelse. Alting. Og pædagogik, masser af pædagogik, fyldt med tænkning og etik.

For øvrigt fandt man i 2014 skellettet af en kæmpe dinosaur i Argentina; 40 meter lang og 20 meter høj, svarende til en seks etager høj bygning. Med en vægt på lige omkring 77 ton har den vejet lige så meget som 14 afrikanske elefanter. En kæmpe blandt kæmper, og dog eksisterer den ikke længere.

Eller sagt på en anden måde; Korrekthedstænkningen om, at danske børn skal være bedre til at læse og regne end andre landes børns, finder sin berettigelse i en verden, der ikke længere eksisterer.

Lad os bruge vores historiske frihed, for de frie skolers frihed må altid primært være en frihed til noget – vi er dannelsesinstitutioner og skal ikke blot bidrage til den enkeltes individuelle dannelsesprojekt, men samtidig bidrage til en samfundsmæssig dannelse.

Derfor handler vores 9.klassesprojekt om mere end karaktergennemsnit og fastholdelse på ungdomsuddannelserne. Det handler om dannelsespædagogik contra konkurrencepædagogik – det handler om, at der er meget mere på færre end at skabe verdens bedste 9. klasse.

Som Grundtvigsk skole, vil vi gerne slutte med et Grundtvigcitat; ”Vi er alle ’Mennesker’, og ikke Dyr, Folk og ikke Fæ, saa at selv da vi laae og pattede og kunde ingen Ting sige, var vi dog ikke Patte-Dyr, men Patte-Børn, ’menneskelige’ Patte-Børn. Saa når de Sprænglærde vil bilde os ind, at vi ikke er bedre end Hunde-Hvalpe og Katte-Killinger fordi vi patter som de, da kunde de ligesaa godt sige, vi var ikke bedre end Kyllinger og Gjæslinger, fordi vi gaaer på to Ben ligesom de”.

Derfor er det godt at have Grundtvigs ord i de indre organer: I de frie skoler laver vi mennesker ud af mennesker.

Michael Thagaard, forstander