Perfektionismen er over os, og er der noget, der driver det moderne menneske, så er det jagten på det perfekte. Den perfekte livsholdning, den perfekte krop, det perfekte job, den perfekte økonomi og det perfekte parforhold. Jagten på det perfekte liv kan meget vel beskrives som vor tids største lidelse. Den evindelige jagt fylder til tider hele vores kultur og er med til at skubbe tanken om lykken op på en uopnåelig piedestal.

NÃ¥r vi pÃ¥ efterskolerne arbejder med unge mennesker og sammen leder efter svaret pÃ¥ spørgsmÃ¥let om meningen med livet, skal vi huske at stille de rigtige spørgsmÃ¥l. Det kræver MOD at være den, der tør spørge anderledes. Det kræver KÆRLIGHED at være den, der virkelig ønsker at være sig selv ved at spørge anderledes. Det kræver TILLID at turde tro pÃ¥, at der virkelig findes svar! Det kræver HÃ…B og TÃ…LMODIGHED at vente pÃ¥ svarene, som ikke altid kommer lige med det samme. Det er derfor vigtigt at lære eleverne – og selv huske pÃ¥ – at vi alle nogle gange, nærmest pÃ¥ trods, skal insistere pÃ¥, at der findes en løsning – der findes svar.

Således skal et efterskoleophold også være en hyldest til den magi, der opstår, når vi tør hylde det skæve og uperfekte, for det ekskluderer ikke fagligheden. Livet handler ikke kun om at finde det perfekte svar, den hurtige eller rette løsning på alt, men også at lade det ukendte og det uperfekte få plads. Tænk, hvis vi skulle udarbejde en elevplan i skolen for Buster Oregon Mortensen. Dette fantastiske og skæve barn, så åbenlyst fuld af kvaliteter og gåpåmod, så åbenlyst håbløs i skolesammenhæng. Eller en elevplan for Emil fra Lønneberg, der kysser lærerinden og finder sin egen vej gennem livet. Vi smiler af dem, føler med dem og griner af de autoriteter, der forsøger at normalisere dem, samtidig med at vi krydser fingre for, at det ikke lykkes!

Når vi taler om dannelse og uddannelse skal vi turde stille det vigtige spørgsmål; hvilke udfordringer står menneskeheden – eller menneskeligheden – overfor?

På hvilke måder skal den sunde fornuft og evnen til at finde meningen med livet kvalificeres i forhold til at kunne omgås disse udfordringer på en ansvarlig og kompetent måde? Hvad er vigtigere end andet for moderne mennesker at kunne forstå og begribe, således at vi bliver deltagere og ikke tilskuere?

Jeg tror, at der i modet, kærligheden, tilliden, hÃ¥bet og tÃ¥lmodigheden findes en del af svaret. I længden er det nemlig ikke nok at blive til noget – vi skal ogsÃ¥ allesammen være nogen.

Michael Thagaard, forstander