Ny forstander på FAAE udpeget

25. juni, 2021

Ny forstander på Faaborgegnens Efterskole                                           Horne 25/6 2021

Bestyrelsen på Faaborgegnens Efterskole har peget på Simon Voetmann (34) som skolens nye forstander.
Simon Voetmann kommer fra et job som kommunikationskonsulent i Tietgen i Odense og har tidligere været efterskolelærer på Skanderup Efterskole. Simon er uddannet lærer fra Den frie Lærerskole i Ollerup og fagjournalist fra Danmarks medie- og journalisthøjskole, DMJX.

Simon Voetmann udtaler:

”Det er et drømmejob for mig, og jeg er lykkelig for at bestyrelsen og medarbejderne har peget på mig. Det er mere end ti år siden, jeg først stiftede bekendtskab med Faaborgegnens Efterskole og lige siden har det været min ambition og drøm at blive en fast del af skolen”.

”Skolens grundtvigske værdier er de samme, som bor i mig, og skolens profil tiltaler mig. Jeg glæder mig til at komme i gang og møde elever og ansatte til august. Der venter et stort og spændende arbejde med at gøre Faaborgegnens Efterskole til en endnu mere attraktiv skole og åbne skolens døre forlokalbefolkningen.”

Bestyrelsesformand Jesper Villadsen udtaler om ansættelsen af Simon Voetmann som forstander på Faaborgegnens Efterskole:

”Bestyrelsen har sammen med et bredt udvalg af medarbejderrepræsentanter, været en grundig og ordentlig ansættelsesproces proces igennem. Processen startede allerede i januar, men blev grundet coronanedlukningen forsinket. Vi står nu med en enig bestyrelse og ansættelsesudvalg, som alle peger på Simon Voetmann som skolens kommende forstander.”

Jesper Villadsen fortsætter:
”Med Simon får vi netop det, vi har søgt efter i en forstander. En person, der er stærkt forankret i efterskolen og de grundvig-koldske værdier. Han er den helt rigtige til at stå i spidsen for at omsætte og videreudvikle Faaborgegnens Efterskole i årene fremover”

Simon Voetmann er gift med Ditte, der er friskolelærer på Nr. Lyndelse Friskole. Sammen har de Ellen på 3 år og en lillesøster på vej. Familien bor i Odense, men tilflytter snarest muligt tjenestebolig på Faaborgegnens Efterskole. Simon er brunsviger-aficionado og glødende OB-fan og laver sammen med et par kammerarter OB-podcasten, Stemmer fra Ådalen.

Afdelingsleder

28. februar, 2023

Vi søger ny afdelingsleder.

 

Efterskolernes Aften 2023

02. januar, 2023

Skal du på  efterskole?

Så kig forbi.

Se alle nyheder