En tale til eleverne og andre, måske?

Det lakker mod enden. Og for at forberede jer på situationens alvor er jeg nødt til at introducere begrebet X-begivenhed.

Indenfor X-begivenheder er det afgjort fedest, når X-værdierne er små. X1 er for eksempel ikke noget særligt, ligesom en X2’er i den brede befolkning oftest vil blive betragtet med et smil.

X3 er alvorlig uden at være bekymrende. Og der var faktisk en X3’er i søndags, men den ville næppe have nået ud til en større offentlighed, hvis ikke den senere på dagen blev fulgt af en X8’er. En X8’er er ikke rar. Slet ikke. Hvis du er eksempelvis 1.000 kilometer fra en X8’er, så bliver du pulveriseret til grundstoffer hurtigere end du kan nå at sige “pelikan”.

Heldigvis var du omkring 149.598.000 kilometer væk fra lige præcis denne X8’er, for begivenheden fandt sted på Solen, lidt ude vestpå, hvor den rystede en hel del astronomer, der ellers plejer at være hårdføre folk. Men de kom ned på Jorden igen (i overført betydning), og senere var mange enige om, at nu havde de nok set det værste.

Indtil en tirsdag, hvor milliarder af ton supervarm gas eksploderede på Solen i en X-begivenhed, verden så vidt jeg ved, aldrig tidligere har set: En X20’er. Muligvis endda en X20+, for ingen er helt sikker længere, idet måleinstrumenterne, der måler gaseksplosioner på Solens overflade, selv blev blændet af gigant-eksplosionen.

Hvabehar? Og så har jeg endda slet ikke nævnt X7’eren og X10’eren fra sidste uge. Eller XC90’eren for den sags skyld, men det er en Volvo, så den gælder ikke. Behøver jeg at sige mere? Ønsker I yderligere tegn, før I opsiger ratepensionen og samler jeres kære omkring jer?

Så kære elever og alle andre for den sags skyld; der er rigeligt at bekymre sig om på denne store dag i juni.

I og vi lever i en tid, hvor det meste er op til den enkelte, og en tid, hvor livet stadigvæk er på vej mod en form, som det til tider kan være vanskeligt at få øje på. En tid, hvor tvivlen på og bekymringen for ens egen formåen kan nage helt ind til benet, for hvordan skal vi – og du – overhovedet finde en vej?

For 15 år siden læste jeg en fremtidsforskers bud på ungdomsgenerationen anno 2015 – jer – og jeg klippede artiklen ud af avisen og gemte den til en dag, som i dag.

Fremtidsforskeren hed og hedder sådan set stadigvæk Jesper Bo Jensen, og han kaldte jer for “Den samplede generation” fordi han dengang troede på, at I vil komme til at sammensætte jeres liv af de forskellige bidder, I møder gennem jeres tilværelse, og dermed skabe jeres eget liv ud af disse meget forskellige bidder.

Man kan derfor også tale om en samplet livsstil. En samplet livsstil betyder, at I vil sammensætte jeres liv af en række forskellige stumper, som I personligt finder af værdi. Det betyder også, at traditionelle karriereveje ikke vil tiltale jer.

Et andet led i den samplede identitet er, at I forestiller jer, at I kan fortsætte med at leve et liv, der hele tiden stykkes sammen af mange elementer også efter en eventuel stiftelse af familie med børn.

I vil ikke længere være ude efter den store sammenhæng i livet. I vil være optaget af at gøre det, I finder bedst i netop den situation, som I befinder jer i. I vil besidde evnen til at tro på egne værdier gennem hele livet.

Jeg tror, at fremforskeren har ret på en række punkter, omend det er skrevet for 15 år siden. For nogle af jer kan denne samplede forestilling om livet givetvis være forbundet med en svimlende følelse af at have stor frihed og kontrol. Men for andre af jer, fremstår det snarere som et ubærligt ansvar.

Bagsiden af medaljen er – som de fleste kan se – at folkeskolen, ungdomsud-dannelserne og arbejdslivet – bliver én stor kampplads, hvor alle og enhver kommer rendende med lige nøjagtig deres ønsker til, hvordan de vil have det. Og alle tror at de kan få det, som de vil have det.

Når interesserede i 2015 spørger ungdomsgenerationen – jer – om, hvad der aktuelt er den største udfordring, så det typiske svar, at I netop har svært ved at overskue alle de valg, I skal træffe for at kunne skabe jer et liv.

Dét er vor tids X20+ på jorden – det er vor tids supereksplosion, for individualismen har sejret, og præmien er tvivl og ensomhed.

Da jeg var dreng læste jeg mange bøger, men én bog står særligt stærkt i erindringen. Det er en uhyggelig og grufuld bog; Palle Alene i Verden.
Om drengen Palle, der en morgen vågner og opdager, at han er helt alene i Verden – mor og fars senge er tomme. Palle kan gøre lige, hvad han vil! Og hvem drømmer ikke om det? Han behøver ikke vaske sig særlig godt, han behøver heller ikke tage rent tøj på. Han kan gå ned på gaden – ja, ud midt på vejen, uden at se sig for. Han kan gå ind i slikbutikken og spise ligeså meget slik og chokolade som han har lyst til – og det er faktisk en del. Han kan gå i banken og fylde lommer og poser med penge, og inde i byen kan han selv køre bybussen, kun båthornet kan han ikke finde ud af at trykke på, så i stedet råber han bare bååt, båååt, her kommer jeg ud af vinduet. Men det er slet ikke nødvendigt at båtte af nogen, for der er ingen, der kan flytte sig, når han kommer susende. Ingen i hele Verden. Palle kan det hele for der er ingen, der står i vejen for ham.

Men da han får lyst til at lege på legepladsen, er der ingen til at sidde på den anden ende af vippen – og hvad er der ved en vippe, når man må sidde på den selv?
Sådan går Palle rundt i verden helt selv – i centrum og alligevel ensom og fortvivlet.

Bogen slutter, da Palle som en slags overmodig verdensherre tager ud til lufthavnen, sætter sig i en smart jet-flyver, letter og flyver højt, højt op i himlen. Lige da er det så heldigt for ham, at han kommer så højt op, at han kommer til at styre flyveren ind i månen, og falder ud af flyvemaskinen – og han falder og falder og falder – lige indtil han med et vræl vågner i sin egen seng, i sit eget værelse og mor kommer løbende ind for at trøste. For heldigvis var det hele bare en uhyggelig drøm, ja, man kan vel næsten sige et mareridt.
Heldigvis er Palle ikke alene i verden.
Heldigvis er ingen af os alene i verden.
Heldigvis er vores væren-i-verden en væren-i-verden-sammen-med-andre, hvor besværligt det end ind imellem kan være.

Jeg tror på, at der hos de fleste mennesker eksisterer en dybere liggende længsel efter forpligtende fællesskaber. På trods af jagten på det perfekte, på trods af alle valgmulighederne har vi alle brug for et sted som holder os fast.

Et sted, hvor vi oplever en sammenhæng, og et sted hvor vi står til regnskab overfor andre end os selv. JEG bliver MIG sammen med DIG – jeg er, fordi vi er.

Det er derfor, at vi skal noget andet – hvis fremtidsforskerens fremtid er den, der findes lige nu, så skal vi sammen bede om noget andet, noget mere og noget bedre.
Og det er OK at indrømme, at vi har taget fejl. Det sker for os alle af og til. Vi bliver klogere, noget uventet sker, en erkendelse kommer snigende, og pludselig ser vi alt i et andet lys.

Fordi vi indser … at vi har alt for travlt med karriere og stræben efter det perfekte job, hus, familieliv, udseende og sociale liv, at vores børn vokser op med den tro, at de ikke er gode nok, som dem de er i sig selv.
Fordi vi indser … at vi lærer vores børn, at de helst skal passe ind i nogle bestemte kasser, og passer de ikke ind i dem, er der noget forkert ved dem. Fordi vi indser, at vores medier formidler … overfladiske budskaber, der mest af alt kører på form og præsentation, og ikke indhold. …

Fordi vi indser, at forskellene mellem mennesker giver en rigdom af muligheder. Forskellene mellem mand og kvinde, mellem københavnere og jyder, mellem nordboer og sydlændinge, mellem dig og mig? Hvad er forskellene egentlig til for? Jo, de er beregnet til at række hen over. De er der nemlig slet ikke for at blive ophævet, så at kvinder helst skal bliver mænd og mænd kvinder, eller så jyder helst skal være københavnere og sydlændinge nordboer. Nej, forskellene er der for at vi mennesker – trods forskellene – kan række hen over dem! Det er en hemmelighed bag indretningen af verden, som det også i 2015 er vigtigt at forstå. Verden er jo skabt med forskelle, masser af forskelle.

For hvad gør man, når man kommer til en kløft i bjergene? Hvad gør man, når man står ved bredden af en flod? Man bygger en bro. Broer bygger man ikke på den bare mark. På den bare mark har man ingen brug for broer. Nej, broer bygger man, hvor der er en afgrund, en forskel. Ikke for at fjerne forskellen, ikke for at fylde afgrunden op eller tørre floden ud, men for at bygge bro og række over det, der skiller. Vi skal ikke skabe flere grænser, men tværtimod række hen over de grænser, der findes. Forskellene er der ikke for at blive ophævet, men for at vi kan række hen over dem, bygge en bro og mødes hen over dem.

Det er her vi lærer de andre at kende, og det er her vi erfarer, at der ikke er noget ved at sige båååt båt, her kommer jeg, hvis ikke der er nogen at flytte på!

Jeg tror på, at vi som mennesker er skabt med bekymringens X20 i hjertet for, at vi skal kunne bekymre os for hinanden og for verden omkring os. Der er en verden til forskel på at bekymre sig om et andet menneske og om den verden, vi sammen skal leve i, og så vores nogle gange ret så voldsomme og diffuse bekymring for os selv og vores eget.

Forfatteren Astrid Lindgren var et menneske, som helt eksistentielt troede på, at vi fødes ensomme, at vi dør ensomme, og at et nogenlunde lykkeligt liv kun er muligt, hvis vi indser, at vi er ensomme væsener. Lykken kommer ikke kun udefra.
Den skal også komme fra dig selv. I følge Astrid Lindgren er det største et menneske kan finde ud af, det er at være alene med sig selv. Det er en stor opgave, men jeg vil stædigt fastholde og tro på, at der er en særlig vej for ethvert menneske. Lykken findes nemlig ikke et bestemt sted, men altid hvor du er. Når du stopper med at være noget bestemt, men bare er, den du er. Hvad andet kan du være? Du blev født perfekt, og beviset var der helt fra starten – før historien, om hvem du er.

Lad os sammen tro på, at vi vil og skal noget andet og lad os starte i dag. En X30 af positive dimensioner, en gaseksplosion af glæde, af lys og af lysten til livet og sammenhænge. Vi skal vende det hele på hovedet: vi skal tro – og kære elever, lad os starte med jer; I og vi skal tro på nisser nu. I tro på jeres naboer. I skal tro på, at der er et liv efter døden. I skal tro på, at der ikke er et liv efter døden. I skal tro på skæbnen og på tilfældighederne. I skal tro på drager og kærlighed og nytårsløjer. I skal tro på Belgien og astrologi og hunde. I skal tro på håbet og tilgivelsen. I skal tro på alt – undtagen ingenting.

Til kamp mod de langtidsskuffede. Mændene, der er faldet lidt af på den. Nedrakkerne. Levebrødspessimisterne. Dem, der gør verden til et alvorstungt, livstrættende sted at være. Længe leve tankens frihed. Glem farisæerne, politikerne og de skriftkloge og alle dem, der ved bedre. Kun foden ved, hvor skoen trykker. Kun fuglen ved, om vingerne bærer. Kun du ved, hvem du er.

Så derfor skal sandheden om livet måske findes et sted midt imellem X20’er, lykke, fællesskaber, umulig perfektion og bekymringer.

Min søde mormor, Mary fra Vestjylland lærte mig mange ting. Min mormor, der hver gang jeg havde besøgt hende – fra jeg kan huske til jeg blev 32 år – trykkede en flad femmer i min hånd og sagde, at den skulle jeg bruge til noget fornuftigt.
Min mormor, der fortalte mig, at når livet var svært, så brugte hun udtrykket ”at komme om ved det”. Fordi ikke alt lader sig klare, men vi kan “komme om ved det” og blive stående, mens vi lærer at leve med det.

Og måske handler det om perspektivet – om øjnene, der ser; Det fortælles om Martin Luther, at der en dag kom nogle bekymrede mennesker hen til ham og spurgte, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at verden ville gå under i morgen. Han så dem i øjnene, tænkte sig om, og svarede så: “Jeg ville plante et æbletræ i dag”.

Så kære elever; Det vigtigste at vide som nyudklækket efterskoleelev er, at det ikke handler om de karakterer, man får, men den karakter, man har.
At tro på at ethvert menneske – du – er helt unikt og enestående. Uanset hvordan din selvopfattelse er, og uanset hvordan andre betragter dig.

Og nogen gange – nogen gange – er man bare nødt til blot at komme om ved det.

Håbet fra mig til jer, kære årgang 14-15 er, at VI sammen med jer erkender, at selv om vi går hver vores vej, og vi alle gør vores særlige tjeneste, så vender vi ikke ryggen til hinanden, og vi går ikke bort fra hinanden. Vi vender ansigtet mod hinanden og undrer os over, hvor godt det er at forstå hinanden i vores land, hvor vi taler vores modersmål og mange andre sprog. Lad os række hånden frem imod hinanden.
Her har dagen evighed,
her har kærlighed sit sted

Så lad os samle vores kære omkring os og fortælle hinanden, at det går an at leve. Lad os fortælle og vise hinanden, at kærligheden er den største og smukkeste af alle kræfter – den som for alvor kan hele sår og forandre mennesker til det bedre.
I kærligheden kan vi ikke gemme os – lige der er vi til stede, som dem vi er. Kierkegaard siger, at i kærlighedens gerninger, der skal du elske – du skal! I denne befaling ligger, at det må være selve livets betydning at elske den anden. Så sig ja – et højt og rungende JA til kærligheden, fællesskabet, sammenhængen og dermed livet. Men behold bare ratepensionen. Lad os så mødes om 15 år i 2030 for at fortælle hinanden, at individualismen ganske vist har sejret, men den 27. juni 2015 tog vi en beslutning om, at vi ville individet, vi ville fællesskabet, vi ville hinanden og vi ville kærligheden.
Jeg vil slutte med den argentinske forfatter Borges, der er kendt for sine fantastiske fortællinger, og han har fabuleret over, hvorfor det store eventyrværk hedder 1001 nat og ikke kun 1000 nætter. 1000, skriver han, vil angive noget endeligt, mens de 1001 udtrykker noget uendeligt.

Jeg vil ønske jer 1000 og én nat, og samtidig vil jeg bede jer om at passe godt på hinanden. Plante æbletræer, vær modige, rejse ud, se verden, undersøge, reflektere og justerer jeres udsyn, vov for at vide, skynd jer langsomt og led efter den store sammenhæng.

Og må jeg så foreslå, at I en gang imellem slipper jagten på lykken og i stedet griber efter et stykke med leverpostej. Og måske topper det med en knasende asie.

Velbekomme og husk så, at det kan aldrig blive for meget af det gode!